Lee 'Scratch' Perry var musikkens store heksedoktor. Gennem seks årtier levede og åndede han sin musikkunst som ingen andre i sin samtid. Den spirituelle Perry, født fattig i Jamaica, var sideløbende artist, lydtekniker, arrangør og producer og en af de første musikere til at bruge studiet som et instrument. Derudover var han med til at skabe genren dub: en videreudvkling af reggae hvis indflydelse har spredt sig til hele verden og inspireret alt fra britisk klubkultur til amerikansk hiphop. I en time om Lee Perry taler Konturs Jonas Sølberg med Ole Lond, producer og bandleader i Dub Healers, om Perrys liv og musik og åbner op for dubbens store ånd og spiritualitet.