Kongerækken hos Politiken Historie
About
Available on
Community
218 episodes
Napoleon led en krank skæbne på det fjerne Sankt Helena, men selvom han døde i 1821 forsvandt han aldrig fra folks bevidsthed. Allerede inden sin død arbejdede han på sine erindringer, og her forsøgte han at gøre sig selv til revolutionens frelserfigur. Men var han nu også det? Franskmændene diskuterer stadig Napoleons eftermæle.
Dronningen smed nytårsaften 2023 noget af en bombe under sin nytårstale. Vi ser nærmere på de historiske perspektiver, kigger på fortilfælde og kigger på, hvorfor der f.eks. ikke krones konger i Danmark længere.
Napoleon var godt træt af sin upålidelige russiske allierede og indledte i sommeren 1812 et gigantisk felttog ind i Rusland med ikke mindre end 600.000 soldater. Men de mange soldater var ikke nær så godt trænede som tidligere, og allerede i begyndelsen af felttoget begyndte de at bukke under. Samtidig gjorde russerne effektiv brug af ’den brændte jords taktik’, og da Moskva brændte ned for øjnene af Napoleon, stod det klart, at missionen var slået fejl. Under tilbagetoget fik den hårde vinter disciplinen til at bryde sammen, og den gigantiske hær var stort set udslettet, da man kom tilbage til udgangspunktet. Det fik gamle fjender til at vejre morgenluft.
Han skuede længelsfuldt over Den Engelske Kanal fra sine militærlejre i Boulogne, men kunne ikke komme over til arvefjenden. Derfor vendte Napoleon sig mod øst og gik i kødet på Østrig, Preussen og Rusland. Her fejrede han store sejre i hidtil uhørt store slag med flere hundrede tusinde deltagere, men han oplevede også sit første større nederlag i 1809, da han blev slået af Østrig i slaget Aspern-Essling. Samtidig udviklede guerillakrig i Spanien sig til et rent mareridt for franskmændene og lagde beslag på mange tropper, og alliancepartneren Ruslands støtte begyndte at sive. Krigslykken begyndte så småt at vende for den ellers så sejrsvante Napoleon.
Den Franske Revolution blev båret frem af flotte idealer, men i årene omkring 1800 fik Napoleon effektivt afviklet det første forsøg på at indføre en fransk republik. Først brugte han sin store popularitet til at udhule idealerne fra revolutionen. I 1799 gjorde han sig selv (og med uvurderlig hjælp fra sin bror Lucien) til førstekonsul ved det såkaldte Brumaire-kup. Dermed gjorde han sig selv til Frankrig øverste leder. Men det var ikke nok for den ærgerrige Napoleon. Efter nye sejre på slagmarken mod Østrig, tog Napoleon til Paris og lod sig krone som ’de franskes kejser’, og dermed var første franske republik endegyldigt fortid.
I 1793 var det revolutionære Frankrig ved at i opløsning, men en ung artilleriofficer ved navn Napoléon Bornaparte vandt en vigtig sejr i havnebyen Toulon og blev på kort tid landets mest berømte soldat og forfremmet til general. Men sejrene på slagmarken var ikke nok for Napoleon. Hans popularitet havde gjort ham urørlig og snart greb han også ud efter magten i Paris. Og det er måske her, at et begyndende storhedsvanvid begynder at indfinde sig i hovedet på den unge mand. I hvert fald ligner hans felttog til Egypten og omegn i 1798 en remake af Alexander den Stores legendariske felttog i 300 f.Kr.
LYT TIL ANDET AFSNIT AF KONGERÆKKENS PODCAST OM NAPOLEON OG DEN FRANSKE REVOLUTION De flotte tanker om lighed og menneskerettigheder kom til at blegne, da ikke mindre end 17.000 personer mistede hovedet i guillotinen fra efteråret 1793 til den efterfølgende sommer. Den afsatte Ludvig 16. var allerede blevet henrettet, og i oktober var det så den tidligere dronning Marie-Antoinettes tur. Det var den nye republiks såkaldte ’Velfærdsudvalg’, der under ledelse af blandet Robespierre satte den såkaldte ’terrorpolitik’ i værk, og herefter blev der tyndet kraftigt ud blandt de nye magthaveres modstandere. Men revolutionen har det med at æde sine egne børn, og Robespierre måtte selv lade livet i guillotinen, da han blev offer for en sammensværgelse.
DÅRLIGT VEJR OG DYRE KRIGE BANEDE VEJ FOR DEN FRANSKE REVOLUTION. LYT TIL KONGERÆKKENS NYE PODCASTSERIE »Der er årtier, hvor der ikke sker noget, og der er uger, hvor der sker årtier«. Sådan lød det (vistnok) fra Lenin, og man må sige, at Frankrig i årene fra 1789 til 1815 nærmest gennemgik omvæltninger for et helt årtusind. På få år gik landet fra at være kongedømme til at blive republik og så siden kejserdømme. Men hvordan kunne den mægtige franske konge ende med at blive væltet af sit eget folk? Spørgsmålet har siden givet historikerne hovedbrud, og i otte episoder går Kongerækken i dybden med historien.
DEN AARHUSIANSKE FLØDEBOLLEKONGES LIEBHAVERPALADS BLEV TIL GUDS HUS. LYT TIL SJETTE OG SIDSTE EPISODE AF ’KONGERÆKKEN PÅ GRAVENS RAND’. Midt i 1800-tallet var Aarhus en by med få tusind indbyggere, men i takt med industrialiseringen eksploderede befolkningstallet og både by og forstæder fik vokseværk. Landsbyen Risskov nord for centrum blev hjem for det pænere borgerskab, der byggede pragtvillaer med havudsigt. Blandt dem var den succesfulde chokoladefabrikant Fritz Georg Clausen. Han var blevet rig ikke mindst på grund af sine populære flødeboller, og i 1922 stod hans enorme villa klar inklusiv tårn med spir samt en smuk udsigt over Aarhus Bugt og Kalø Vig. De pæne borgere i området manglede dog en ting. Hver søndag måtte de drage den lange vej til Vejlby for at komme i kirke, og snart begyndte en komité at arbejde for at få indviet en kirke i Risskov. Her kom Fritz Georg Clausen hjem til at spille en hovedrolle. Det er historien om en stenrig chokoladefabrikant og hans gavmilde enke. Det er historien om en by med vokseværk. Det er historien om Risskov Kirke!
Østjyske kirker har et helt specielt kendetegn, der skiller dem ud fra mængden. Lyt til femte episode af ’Kongerækken på gravens rand’. Vi kender en klassisk dansk landsbykirke på de hvidkalkede vægge, skib, kor, våbenhus og apsis og som regel også et tårn i den ene ende. Men i Østjylland og især på Djursland finder man mange steder en variation, som får egnens kirker til at skille sig ud fra mængden. Her er mange kirker nemlig udstyret med et såkaldt styltetårn, der som navnet antyder rejser sig som på stylter og har en eller flere bueformede åbninger, såkaldte arkader. Dråby Kirke lige uden for Ebeltoft er et godt eksempel på en sådan kirke, og kirkens tårn, der er opført i 1700-tallet, vidner om, at det er tale om en lokal byggetradition, som holdt ved i mange år. Kirkens historie domineres af adelsslægter som Gøye og Rosenkrantz, mens en fremtrædende familie som Benzon stod bag kirkens karakteristiske tårn. Kirken, som engang faktisk lå ud til havet, har desuden en afbildning af de søfarendes helgen Sankt Nikolaus samt en mystisk skabning ved navn Nis Gieck.
Feministisk nonneorden opførte et gigantisk klosterkompleks ved Mariager Fjord Mariagers store, hvide korskirke troner mægtigt over Mariager by og fjord, og det er svært at forestille sig, at kirken engang faktisk var fire gange så stor som i dag. Men da kirken blev opført i 1400-tallet var Danmark stadig katolsk, og den såkaldte Birgittinerorden satte for at opføre et enormt klosterkompleks ved fjorden, der skærer sig ind i Jylland fra Kattegat. Birgittinerne var blevet stiftet af den svenske adelsdame Birgitta af Vadstena. Hun er i eftertiden nærmest blevet anset for at være feminist, og selvom der for eksempel både boede nonner og munke på ordenens klostre var de altid ledt af abbedisse, altså en kvinde. Snart rullede Reformationen imidlertid ind over Danmark, klosteret blev nedlagt, og kirken blev herefter brugt som sognekirke for de lokale. Den enorme kirke var dog en stor mundfuld for Mariager, og sidst i 1700-tallet blev den tilpasset byens størrelse og fik den udformning, den har i dag.
Hedenskab og kristendom støder sammen på kirkegården i Ålum. Lyt til podcastserien Kongerækken på gravens rand. Selv den mindste landsby kan rumme så meget historie, at det er til at blive svimmel af. Og kirkebakken i Ålum nær Randers er ingen undtagelse. Her kan man nemlig møde mindet om vikinger, lokale helgener fra middelalderen og renæssancens stenrige adelsfolk. Ikke mindre end fire runesten tjener som vidne om stedets lange historie. I dag står to af stenene i ly for vind og vejr i den gamle kirkes våbenhus, men på en af de to sten ude på kirkegården kan man se en decideret sjælendhed. Den gamle runeskrift, der ofte knyttes til den gamle nordiske mytologi, har her et budskab fra den nye kristendom, som vandt fodfæste i Danmark, da stenen blev rejst omkring år 1000. »Gud hjælpe hans sjæl vel«, er ristet med runer. Selve den rigt udsmykkede kirkes rigdom skyldes med al sandsynlighed dens tilknytning til den lokale Sankt Kjeld, der efter sin død blev kanoniseret, mens også de stenrige adelsslægter Scheel og von Plessen fik siden sat sit præg på Ålum kirke.
Bed og arbejd! For 800 år slog fromme munke sig ned langs Gudenåens bred. Kongerækken gør i denne udsendelse stop ved et gammelt middelalderkloster. Er dette en af Danmarks smukkest beliggende kirkegårde? Langt fra alfarvej og med Gudenåen som nabo ligger Tvilum Klosterkirke, som engang var en del af et større klosterkompleks, men i dag ligger alene tilbage som et levende vidnesbyrd om stedets lange historie med rivaliserende munkeordener, kirke- og kongemagt og udfordringerne ved at begrave folk i nærheden af en å. Den knap 800 år gamle kirke ligger nemlig smukt ned til Gudenåens bred, og udsendelsen ser også nærmere på historien om lange vandløb, der af mange regnes for at være Danmarks eneste flod. Den rummer de både svenske krigsfanger, pramdragere og drømmen om at gøre vandvejen mellem Silkeborg og Randers til en tidlig, om end ret våd, jysk motorvej.
Kongerækken har taget mikrofonen med til seks historiske kirkegårde i Aarhus Stift. I Samsøs største by Tranebjerg troner den lokale kirke på en bakketop med et enormt kirketårn, der strækker sig højt i vejret. Den rigt udsmykkede kirkes historie strækker sig helt tilbage til Valdemar den Stores bestræbelser på at kontrollere de danske farvande, og blev viklet ind i 1200-tallets stridigheder efter mordet på Erik Klipping, og så rummer kirkegården en hel lille afdeling for RAF-flyvere fra Anden Verdenskrig. En af gravene gemmer på en tragisk fortælling om en norsk jøde, der flygtede ud af landet for at tage kampen op mod Nazityskland og endte med at deltage i bombningen af Shellhuset i marts 1945. Den norske Mosquito-navigatør kom aldrig hjem til Norge, og i dag hviler hans jordiske rester på Samsø.
I tiden efter Mao Zedongs død i 1976 gik Kina i en mere pragmatisk retning, mens økonomiske problemer i Vesten i slutningen af 1970’erne åbnede døren for, at Kina for alvor kunne indtage en rolle i det internationale spil. Ændringer i landet skabte plads til en demokratisk bevægelse, som i løbet af 1980’erne gjorde de kommunistiske ledere tiltagende mere nervøse. Så nervøse, at de i maj 1989 indførte undtagelsestilstand i landet. Det var dog ikke nok, så den kinesiske leder Deng Xiaoping tog endnu hårdere midler i brug og beskød civile demonstranter i hvad der er blevet kendt som ’Massakren på Den Himmelske Fredsplads’. De seneste år har Kina brugt på at markere, at den vestlige, demokratiske vej ikke er den rigtige. Billedet på Kinas kritiske tilgang til Vesten er landets nuværende leder Xi Jinping, der siden han kom til magten i 2012 har cementeret det autoritære Kinas position i den internationale magtkamp.
Mao Zedongs regeringstid blev defineret af især to programmer. For det første ’Det store spring fremad’ fra 1958, et planøkonomisk forsøg på at løfte den økonomiske udvikling og modernisere landet socialt og politisk. Det store spring udeblev dog, og planen afstedkom i stedet en voldsom hungerepidemi, der endte med at koste mange millioner kinesere livet. Maos andet store slagnummer var kulturrevolutionen, en kampagne, der fra 1966 skulle rydde ud i anti-kommunistiske kræfter i Kina. Mao fik især fat i de unge, der samlede sig under bevægelsen Den Røde Garde, og udrensningen ramte både høj og lav i det kinesiske samfund. Ikke alle var dog lige tilfredse med kulturrevolutionen, og som konsekvens af en voksende opposition erklærede Mao den som afsluttet i 1969. De kritiske stemmer tog til i slutningen af Maos regeringstid, og hans død i 1976 banede vejen for, at Kina i kunne åbne op for den øvrige verden.
Det moderne Kina blev født i den dramatiske periode fra 1911 til 1949, hvor nationalister og kommunister efterhånden kom til at udkæmpe en blodig kamp om magten. I løbet af 1930’erne lykkedes det næsten Chiang Kai-sheks nationalister at besejre kommunisterne, som måtte begive sig ud på et 10.000 kilometer tilbagetog i 1934-1935, som siden blev kendt som Den Lange March. Men japanernes invasion af Kina i 1937 endte formentlig med at blive de kommunistiske kineseres redning. Nationalister og kommunister skulle nu kæmpe side om side mod Japan under Anden verdenskrig, og efter de mange års hærgen var momentum skiftet. Kommunisterne stod med de stærkeste kort på hånden i borgerkrigens afsluttende fase, der endeligt endte, da Mao Zedong 1. oktober 1949 udråbte den kinesiske folkerepublik.
I århundreder var det oldgamle kejserdømme i Kina hævet over alle andre. Men de vestlige magter var ikke tilfredse med kinesernes stramme kontrol med den internationale handel, og da kejseren i 1839 skred ind over for briternes indsmugling af opium, udbrød der krig. Det blev begyndelsen til enden for Kinas status som altdominerende magt i Østasien og snart kastede den ene magt efter den sig over den engang så mægtige rige.
Anden halvdel af Den Peloponnesiske Krig blev indledt med en heftig debat om Athens krigsstrategi. Det ene parti blev anført af Nikias, der mente, at man skulle gå forsigtigt frem, mens den yngre Alkibiades argumenterede for, at Athen skulle lægge en aggressiv linje over for Sparta og deres allierede. Alkibiades fik sin vilje, og Athen gjorde klar til at sende en flåde på 150 skibe og 40.000 soldater i krig. Men kort før afrejsen fik alle statuer af guden Hermes i Athen fjernet ansigterne, og Alkibiades var blandt de mistænkte. Han blev kaldt tilbage til Athen, hvor han skulle for retten, men på vej tilbage forsvandt han på mystisk vis. I stedet drog han til Sparta og konspirerede mod sit eget flådeprojekt. Og så er der spørgsmålet om, hvem der reelt kan få noget ud af en stormagtskrig - måske en helt tredje end de stridende parter? I Den Peloponnesiske Krig var det i hvert fald en tredje magt, nemlig perserne, der endte med høste de største fordele af kampen mellem Sparta og Athen.
Med Nikiasfreden 421 f.Kr. sætter vi historien om Den Peloponnesiske Krig på pause og ser på, hvordan man generelt førte krig i antikkens Grækenland. På land var hoplithære, bestående af fodsoldater med skjold og lange spyd, de mest almindelige. Hoplitterne dannede tætte formationer for at skabe så tæt og uigennemtrængelig enhed som muligt. Samarbejde og disciplin var afgørende faktorer på slagmarken. På vand var de såkaldte triremer de foretrukne skibe. De blev drevet frem af roere i tre lag. Og så var det hele privatfinansieret. Den enkelte soldat stod selv for træning og udstyr, mens skibe og mandskab til disse blev finansieret af samfundets rigeste. I krig blev det forventet, at de rige bar størstedelen af den økonomiske byrde. Vi kommer også omkring Thukydids egen skæbne. For hvad gjorde egentlig, at han måtte gå i landflygtighed mens krigen stadig rasede?
Da Den Peloponnesiske Krig efter flere års spændinger endelig brød i 431 f.Kr. var Athens stærke mand Perikles klar med en plan. En gigantisk mur, der forbandt Athen med havnebyen Piræus skulle sikre befolkningen mod Spartas overlegne hær af veltrænede hoplitter. Samtidig skulle fjenden tvinges i knæ ved hjælp af atheniensernes stærke flåde, der ville kunne sikre søherredømmet i og omkring det Det Ægæiske Hav. Dermed kunne man både angribe Sparta, mens forsyningslinjerne med livnødvendige ladninger af korn til Athen var sikret. Men der var to ting Perikles ikke havde taget højde for. Hvad med alle borgerne, der var bosiddende uden for byen og måtte se deres ejendom gå tabt, når spartanerne hærgede Athens opland? Og værre endnu: Når de mange mennesker samlede sig bag de høje bymure, blev hygiejnen dårlig og smitsomme sygdomme kunne let sprede sig...
For omkring 2500 år siden analyserede historikeren Thukydid sig frem til, at det antikke Grækenlands stærkeste bystater kom i krig med hinanden, fordi magtbalancen mellem Athen og Sparta var blevet forstyrret. Tesen er siden blevet kaldt ’Thukydids fælde’ og bliver i dag brugt til at advare stormagternes ledere om farerne ved at indlede en bitter kappestrid mellem USA og Kina. Lyt til Kongerækken serie om Thukydids beretning om Den Peloponnesiske Krig, der udspillede sig fra 431–404 f.Kr. Og hør også, hvordan den antikke krig kan bruges til at forstå en lang række konflikter helt op til i dag.
For omkring 2500 år siden analyserede historikeren Thukydid sig frem til, at det antikke Grækenlands stærkeste bystater kom i krig med hinanden, fordi magtbalancen mellem Athen og Sparta var blevet forstyrret. Tesen er siden blevet kaldt ’Thukydids fælde’ og bliver i dag brugt til at advare stormagternes ledere om farerne ved at indlede en bitter kappestrid mellem USA og Kina. Lyt til Kongerækken serie om Thukydids beretning om Den Peloponnesiske Krig, der udspillede sig fra 431–404 f.Kr. Og hør også, hvordan den antikke krig kan bruges til at forstå en lang række konflikter helt op til i dag.
Det nye årtusinde blev indledt med endnu en sejr til de danske EU-skeptikere, da vælgerne i 2000 stemte nej til deltagelse i en fælles valuta. Alligevel kom Danmark til at spille en nøglerolle, da det under det danske EU-formandsskab i 2002 forhandlede sig frem til den store udvidelse af EU, hvor en lang række lande kom til. 10 lande blev endeligt optaget i 2004, mens Rumænien og Bulgarien fulgte trop i 2007. Men modgang kan vendes til en styrke. I 2022 står EU historisk stærkt, og den danske EU-modstand har i den kaotiske proces omkring Brexit mistet sin styrke. Samtidig har krigen i Ukraine fået EU til at fremstå som den geopolitiske spiller, man længe blot har talt om at være, og danskerne har da også tidligere i år med stort flertal afskaffet det danske forsvarsforbehold.
I Danmark blev indlemmelsen i EU et større projekt, end de fleste politikere formentlig havde håbet. Det blev til fire folkeafstemninger om EU i perioden 1992-2000. Den første af slagsen i juni 1992 endte med et nej til Maastricht-trakteten, der var grundlaget for overgangen fra EF til EU.
Allerede efter kort tid kom det danske medlemsskab af EF i modvind. Alligevel fik Poul Schlüter solgt EF-pakken til de skeptiske danske vælgere. I 1980’erne gjorde neoliberalismen sit indtog i Europa og på verdensplan, bl.a. som reaktion på de økonomiske problemer oliekriserne havde medført. Margaret Thatcher kom til magten i Storbritannien, Ronald Reagan blev præsident i USA, og i 1986 indførte den danske statsminister Poul Schlüter en slags neoliberalisme light i Danmark.
I efteråret 2022 er det 50 år siden, at danskerne stemte sig ind i EF. Men trods et klart flertal for medlemskabet måtte Danmark vente længe for at få lov til at være med. Allerede i begyndelsen af 1960’erne ansøgte Danmark om komme med i det europæiske fællesskab, men et fransk nej til britisk medlemskab kom også i vejen for den danske ansøgning. Da prøvede man igen i 1972 gik det bedre, og afstemningen blev en triumf for statsminister Jens Otto Krag (S), der havde oplevet intern modstand mod EF-planerne blandt unge socialdemokrater som Ritt Bjerregaard og Svend Auken.
Bandet er samlet igen efter Hans Erik Havsteens tur på Oxford University. Her har han beskæftiget sig med den danske kunstner Bertel Thorvaldsen, som også er omdrejningspunkt i dagens afsnit, hvor vi ser nærmere på den måde Thorvaldsens kunst er blevet fortolket og diskuteret i samtiden og eftertiden. Værter er Anders Olling og Hans Erik Havsteen, og afsnittet er tilrettelagt af Simon Zacho.
I sommeren 1945 var Europa på randen af hungersnød. Selvom danskerne fik rationeringsmærker i tiden efter Anden Verdenkrig sendte man hjælp til lande, der var endnu hårdere ramt af krigens konsekvenser. I dette afsnit fortæller den mangeårige Politiken-journalist Henrik Kaufholz, der voksede op med en hollandsk plejebror, om en del af danmarkshistorien, der ikke fylder meget i bøgerne om Anden Verdenskrig. Vært er Tine Kirkensgaard Hansen, og afsnittet er tilrettelagt og klippet af Simon Zacho.
