Silberbauer & Blomseth
About
Available on
Community
90 episodes
Bliver vores verden mere og mere absurd? Ja, på mange måder. Men husk at det absurde ikke er en ny opfindelse. I vores gående mod uendeligt lange julespecial 2023 mindes vi monopolets antihelte fra dengang, det mørke og det absurde ikke var forbeholdt de voksne. Dengang en julekalender kunne være en sarkastisk kapitalismekritisk rammefortælling rundt om en endnu mørkere omgang finsk/svensk eksistentialisme. Men også dengang da DR i manges øjne misbrugte sit mandat og fik på puklen af vel stort set hele den danske befolkning, der pludselig længtes tilbage til 1979 og Poul Thomsens Jul i Gammelby med drillenisser på loftet. Jul og grønne skove har rumsteret i afkrogene af vores sind, siden vi som seks-årige måbende så til (halvt gemt bag kommoden) mens orme, kabelfolk og – åh nej, heksene! – udspillede en fremmedgørende, og nu mange år efter sært fascinerende, fortælling foran det automatiske og ikke mindst flyvende kuglekamera. Og nu bliver det så vores rammefortælling om pandemi, krig, rumfart og den tid, vi lever i. Som på ingen måde er mindre absurd end det univers, Poul og Nulle fremmanede. Helt urelateret besluttede vi os for at dykke ned i de mørke barndomsminder fra 1980 et par dage før Elith “Nulle” Nykjær Jørgensens død, og vi vil gerne understrege at vores brug – og misbrug – af Jul og grønne skove fra 1980 sker i den dybeste respekt for hans og Nesgaards mod og kreativitet. Bare vi dog havde den slags mennesker i vores statsradiofoni i dag. Så lyt endelig episoden helt til ende – de sidste minutter er en musikalsk julegave: Hommage til Nulle. Og ellers synes vi, at det efter 90 episoder og med kombinationen af verdens og vores tilstand må være tid at sige farvel for denne gang. Vores fjerde julespecial er dermed den foreløbigt sidste episode af Silberbauer & Blomseth. Tak fordi, du lyttede med. ---- Det er sjovt at lave podcast, men det tager også tid og koster penge. Det eneste vi beder om til gengæld – hvis du altså kan lide det, vi laver – er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast https://podcasts.apple.com/dk/podcast/silberbauer-blomseth/id1519604767. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. Husk at følge os på Twitter (@silberblom https://twitter.com/silberblom), på Mastodon (@silberblom@mstdn.social https://mstdn.social/@silberblom) og på Instagram (silberblom https://www.instagram.com/silberblom/). Linktree https://linktr.ee/silberblom
Vi har læst tegnene i sol, måne og stjerner: Asteroider er in! Knap nok er der returneret materiale fra én asteroide, NASA’s OSIRIS-REx sample return-mission til Bennu, før en rumsonde bliver sendt afsted for at udforske den næste: Missionen Psyche til asteroiden af samme navn. Vi har også fået læst de to første bind i Daniel Suarez’ Delta-v-serie. Men inden vi tager Suarez’ space tech-fiktion for pålydende, bliver vi lige til at nødt til at runde spørgsmålet om litterære kvaliteter i hard sci-fi. Gennem sin teknologisk velfunderede historiefortælling fremmaner Suarez en vision for, hvordan menneskeheden kan få både flere ressourcer og mere energi at arbejde med med minimale konsekvenser for jordens biosfære. Men det betyder ikke, at ressourceudvinding i rummet ikke kommer til at få andre konsekvenser her på jorden, især ikke økonomiske og geopolitiske. ---- Det er sjovt at lave podcast, men det tager også tid og koster penge. Det eneste vi beder om til gengæld – hvis du altså kan lide det, vi laver – er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast https://podcasts.apple.com/dk/podcast/silberbauer-blomseth/id1519604767. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. Husk at følge os på Twitter (@silberblom https://twitter.com/silberblom), på Mastodon (@silberblom@mstdn.social https://mstdn.social/@silberblom) og på Instagram (silberblom https://www.instagram.com/silberblom/). Linktree https://linktr.ee/silberblom
Hvis man har taget vores over et år lange pause i I pandemiens tåge-serien som udtryk for, at vi også er faldet for narrativet om, at COVID-19 nu bare en sygdom som alle andre, at pandemien er ovre, og at alt er ved det gamle igen, så kender man os ikke særlig godt. I episode 20 i serien prøver vi at kanalisere vores opsparede frustration over den generelle opgivenhed og fortrængning af pandemiens realiteter over i en kritik af de sociale dynamikker inden for medicin og disses vidtrækkende konsekvenser for hele verdens befolkning. SARS-CoV-2 har vist sig at være en formidabel virus til at udnytte vores sårbarheder, både de biologiske og epistemiske, og COVID-19 er en sygdom, der ikke er noget som helst godt at sige om at få én eneste gang — endsige igen og igen. Slap af drenge, tænker du måske. Lev med det. Dø af det. Who cares? Slap selv af. We care. ---- Det er sjovt at lave podcast, men det tager også tid og koster penge. Det eneste vi beder om til gengæld – hvis du altså kan lide det, vi laver – er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast https://podcasts.apple.com/dk/podcast/silberbauer-blomseth/id1519604767. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. Husk at følge os på Twitter (@silberblom https://twitter.com/silberblom), på Mastodon (@silberblom@mstdn.social https://mstdn.social/@silberblom) og på Instagram (silberblom https://www.instagram.com/silberblom/). Linktree https://linktr.ee/silberblom
Halvvejs gennem 2023 og med Klaus tilbage efter rejseri — der også kommer til at spille en rolle i episoden — vender vi ét på ingen måde repræsentativt udvalg aktualiteter: __ __ ---- Det er sjovt at lave podcast, men det tager også tid og koster penge. Det eneste vi beder om til gengæld – hvis du altså kan lide det, vi laver – er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast https://podcasts.apple.com/dk/podcast/silberbauer-blomseth/id1519604767. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. Husk at følge os på Twitter (@silberblom https://twitter.com/silberblom), på Mastodon (@silberblom@mstdn.social https://mstdn.social/@silberblom) og på Instagram (silberblom https://www.instagram.com/silberblom/). Linktree https://linktr.ee/silberblom
Det tog ikke ukrainerne lang tid efter ibrugtagningen af amerikanskudviklede Patriot-luftforsvarsystemer, før de lykkedes med at nedskyde et enkelt af et af Ruslands angivelige supervåben, det hypersoniske Kinzhal-missil. Nogle få dage senere prøvede russerne at mætte et af Patriot-systemerne ved Kyiv med en byge af angribende missiler og droner for formentligt at få ram på netop dét. Alt blev skudt ned af ukrainerne, inkl. yderligere seks Kinzhal-missiler. Hvordan kan det være, at våben, som Rusland har blæret sig med vidt og bredt, bliver uskadeliggjort af et undseeligt våbensystem som Patriot? Det er tid for et realitetscheck. Og en videre snak om de teknologihistoriske og samfundsmæssige implikationer. ---- Det er sjovt at lave podcast, men det tager også tid og koster penge. Det eneste vi beder om til gengæld – hvis du altså kan lide det, vi laver – er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast https://podcasts.apple.com/dk/podcast/silberbauer-blomseth/id1519604767. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. Husk at følge os på Twitter (@silberblom https://twitter.com/silberblom), på Mastodon (@silberblom@mstdn.social https://mstdn.social/@silberblom) og på Instagram (silberblom https://www.instagram.com/silberblom/). Linktree https://linktr.ee/silberblom
Så skete det. Nedtællingen nåede hele vejen til T-0, et – tilstrækkeligt – antal Raptor-raketmotorer leverede den største løftekraft fra et førstetrin nogensinde og en fuldt integreret Starship/Super Heavy-kombination bevægede sig op fra SpaceX’s affyringsrampe i Boca Chica, Texas. Den fløj til 39 kilometers højde og opnåede en hastighed på omkring to gange lydens. Hvad der derefter skete, og hvad den første testflyvning af verdenshistoriens hidtil største løfteraket efterlader i sit kølvand og af indtryk, bliver vi nødt til at få behandlet. ---- Det er sjovt at lave podcast, men det tager også tid og koster penge. Det eneste vi beder om til gengæld – hvis du altså kan lide det, vi laver – er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast https://podcasts.apple.com/dk/podcast/silberbauer-blomseth/id1519604767. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. Husk at følge os på Twitter (@silberblom https://twitter.com/silberblom), på Mastodon (@silberblom@mstdn.social https://mstdn.social/@silberblom) og på Instagram (silberblom https://www.instagram.com/silberblom/). Linktree https://linktr.ee/silberblom
__ __ ---- Det er sjovt at lave podcast, men det tager også tid og koster penge. Det eneste vi beder om til gengæld – hvis du altså kan lide det, vi laver – er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast https://podcasts.apple.com/dk/podcast/silberbauer-blomseth/id1519604767. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. Husk at følge os på Twitter (@silberblom https://twitter.com/silberblom), på Mastodon (@silberblom@mstdn.social https://mstdn.social/@silberblom) og på Instagram (silberblom https://www.instagram.com/silberblom/). Linktree https://linktr.ee/silberblom
Der sker så meget både brugbart og hypet, teknisk og forretningsmæssigt, psykologisk og kulturelt med kunstig intelligens for tiden, at vi ikke kan dy os for at tale om AI – igen. Hvor det for bare få måneder siden var visuel, generativ AI, der for alvor gjorde væsen af sig, er de store sprogmodeller, LLM’erne, kommet i vælten igen her i begyndelsen af det nye år. Det har fået absurde, måske endda skræmmende, udtryk i hvert fald for nogle brugere af udvidelsen af Microsofts søgemaskine Bing med chat. På den anden side har vi begge på forskellig vis haft glæde af OpenAI’s ChatGPT, der jo også hjalp os med vores julehilsen sidste år. Teknologiens nyvundne brugbarhed rejser en lang række spørgsmål, ikke bare om teknologien i sig selv, men også om os som mennesker, hvordan vi omgås og forholder os til den, og om det kommer til at spejle sig tilbage på, hvad vi ser som menneskeligt. Hvad gør det fx ved os, når et stykke teknologi kan generere udsagn, der lyder som noget, som vi kunne finde på at sige til hinanden, og dermed vække følelser i os, som vi kan have svært ved at rumme? ---- Det er sjovt at lave podcast, men det tager også tid og koster penge. Det eneste vi beder om til gengæld – hvis du altså kan lide det, vi laver – er at du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast https://podcasts.apple.com/dk/podcast/silberbauer-blomseth/id1519604767. Det betyder alverden. Vi higer jo allesammen efter anerkendelse i en eller anden form. Husk at følge os på Twitter (@silberblom https://twitter.com/silberblom), på Mastodon (@silberblom@mstdn.social https://mstdn.social/@silberblom) og på Instagram (silberblom https://www.instagram.com/silberblom/). Linktree https://linktr.ee/silberblom
Som det måske allerede fremgår, skal der kun den mindste anledning til, at vi føler os foranlediget til at tage spørgsmålene op, om der er andet liv i universet, og især om den mulige eksistens af andre teknologisk avancerede civilisationer. Fermi-paradokset og dets implikationer går os på, og det gør det øjensynligt også for Kevin Kelly, hvis nylige blogpost med 12 antagelser om liv i universet blev den konkrete anledning til at bruge dem som opvarmning til en snak om økonomen Robin Hanson og samarbejdspartneres idé om — og ikke mindst matematiske modellering af — ”Grabby Aliens”. Hvad nu, hvis menneskeheden bare er lidt tidligt på den, og der er en slags deadline for, hvornår teknologisk avancerede civilisationer, der kan brede sig ud fra deres fødeplanet, kan opstå, fordi andre pangalaktiske civilisationer allerede har sat sig på den del af universet, hvor de kunne være opstået? ---- Det er sjovt at lave podcast, men det tager også tid og kræfter. Det eneste vi beder om til gengæld, hvis du altså kan lide det, vi laver, er et du smider stjerner, og måske oven i købet en lille anbefaling, efter os på Apple Podcast https://podcasts.apple.com/dk/podcast/silberbauer-blomseth/id1519604767. Det betyder alverden. Husk at følge os på Twitter (@silberblom https://twitter.com/silberblom), på Mastodon (@silberblom@mstdn.social https://mstdn.social/@silberblom) og på Instagram (silberblom https://www.instagram.com/silberblom/). Linktree https://linktr.ee/silberblom
At sekventere eller ej? Det er blevet spørgsmålet for Klaus affødt af en velment julegave. Med et par ugers tilløb skyder vi 2023 i gang med en snak om sekventering af sit personlige genom — eller i hvert fald dele af det. Hvad kan man overhovedet få ud af det som individ? Og hvad kan der være af risici ved at gøre det? Men det stopper ikke med spørgsmålene dér, for ens genom er beslægtet med andres, og der er datasultne aktører, som kunne tænkes at have knap så fromme ønsker om at få indsigt i det. Det kunne fx være for at kunne træffe mere rentable beslutninger om dig og endda hele populationer.
Kalenderen siger: Juletid. Hos Silberbauer & Blomseth har julestemningen imidlertid ikke indfundet sig — i hvert ikke fald ikke til at starte med. Klaus forsøger at forcere den frem iklædt smagløs nissehue og bemærkelsesværdigt nok som svoren ateist med en, omend hedensk, julekrybbeopstilling i baggrunden; den tvivlende Thomas må gå til bekendelse og indrømme, at hans næsten 37 timer lange julejazzplayliste står uafspillet hen i år. Og det er netop året, 2022, og dets tildragelser, der er problemet. Turen gennem årets episoder, og hvad der nu ellers falder ind, må tage sin begyndelse med pandemi og krig. Men det lysner undervejs med sci-fi, fusionsenergi, generativ AI og alle de gode takter inden for rumfart, inden der efter mere end to timers tilbageblik bliver kigget fremad. Til allersidst: En lettere kryptisk, men nogenlunde sammenhængende julehilsen fra uventet kant. Silberbauer & Blomseth præsenterer: Fra alle os to til alle jer.
I en situation med dårlig sigt og øjensynligt kaos returnerer vi til sagaen om Twitter og Elons Musks overtagelse af det sociale medie. Kun få uger inde i Musks ejerskab har der været så mange mærkelige, skøre, bekymrende udviklinger, at det er svært at holde rede på, hvad der er op og ned, endsige, hvad fremtiden for det sociale medie, der har skabt en kategori for sig selv, mon kan bringe. Er det, som vi oplever, en Musk, der er kommet ud, hvor han ikke kan bunde? Eller følger han bare sin metode, som har udviklet den gennem årene med SpaceX og Tesla? Og selv, hvis han gør det, passer det så til Twitter, der mere er karakteriseret af social kompleksitet end fysikproblemer?
Om vi er kommet kunstig generel intelligens nærmere i nogen som helst substantiel henseende, er stadig uvist. Hvad der imidlertid er sket hen over sommeren, er, at der er blevet lanceret en række maskinlæringssystemer til især billedgenerering, som kan præstere overraskende og brugbare resultater. Med udgangspunktet i en “prompt”, en beskrivelse i tekst af, hvad man kunne tænke sig afbildet, og noget støj til starte processen med kværner modellerne løs og spytter nogle bud på billeder, som man så kan vælge mellem, ud. Andre systemer gør det muligt at få genereret tekst og sågar også videosekvenser eller VR-scener. Klaus har leget lidt med mulighederne, og det bliver vores springbræt for en snak om de mulige implikationer af teknologien og udviklingen af kunstig intelligens i det hele taget. Og hvad kan fx det komme til at betyde for kreativitet, vores forståelse af, hvad det vil sige at skabe, og endda kunst – med enten stort eller lille “k”? Coverart til denne episode er i øvrigt DALL-E2s bud på en kreativ kunstig intelligens... uncanny? Det tror vi nok.
Energi er oppe i tiden. Egentlig skulle energiforsyning jo bare være noget, der summer i baggrunden og muliggør alt det andet, som vi gerne vil i vores komplekse samfund — og helst uden at vi behøver at skænke prisen en tanke. Den tid er ovre. Lavenergifælden som begreb har vi lånt fra et blogindlæg af ventureinvestoren Albert Wenger, der også satte os på sporet af antropologen og historikeren Joseph Tainters arbejde om kollaps af komplekse samfund. Med tainterske briller på prøver vi at skue situationen klarere og tager hans pointe om, at man ikke kan spare sig til kompleksitetsskabende løsninger på frembrydende problemer, til os. Det er således lavenergifælden, nemlig overbevisningen om, at en stabilisering eller sågar samlet reduktion af vores tekniske civilisations energiforbrug er både muligt og ønskværdigt som en løsning på især udfordringen fra global opvarmning. Tværtimod kan det komme til at koste mere energi at løse de problemer, vi står med nu for at kunne skaffe mere CO2-fri energi i fremtiden. Altså hvis vi ikke har lyst til at komme på Tainters liste over komplekse samfund, der er kollapset grundet indskrænkning af den tilgængelige energi og efterfølgende drastisk kompleksitetsreduktion.
“Research is stopped on a system of space propulsion which broke all the rules of the political game”. Sådan opsummerede den britisk-amerikanske teoretiske fysiker og matematiker Freeman Dyson skæbnen for Project Orion i en nekrolog udgivet i 1965 for det i dag nærmest sagnomspundne koldkrigsprojekt. Vi fejrer afslutningen af fjerde sæson og vores 2-års jubilæum med en snak om nuklear pulsfremdrift, altså at ride på atombombeeksplosioner, og de med vores godt 60 års rumfartshistorie med kemiske raketter anderledes og helt vilde idéer om, hvordan man kunne bygge rumfartøjer og rejse omkring i solsystemet—og måske endda galaksen. Vi er tilbage til efteråret – tak for at du lytter med.
Selv om der er blevet prøvet ihærdigt med en omgang “ude af øje, ude af sind”, er det helt særlige stykke biologi, som udgøres af SARS-CoV-2-virus, langt fra færdig med os. Covidepidemien i Danmark er forsøgt fortrængt dybt ned i det kollektivt ubevidste, men er så småt begyndt at røre på sig igen. Det overrasker desværre ikke, for vi har fulgt med i tallene. Det er også i tallene, vi tager vores udgangspunkt, inden vi tager endnu en tur rundt i pandemiens tåge for at prøve at forstå, hvor vi står, og især hvorfor vi ikke kan finde ud af for alvor at sætte os i førersædet frem for at lade virus blive ved at diktere. Viral evolution og senfølger er helt centrale begreber for at forstå, hvilken risiko vi udsætter os for på længere sigt ved ikke at gøre det fornødne nu. Bonus: Og hvad sker der lige med abekopper?
Når DR i, hvad der alt efter kontekst bliver forsvaret som, en blanding af videnskabens, underholdningens, ytringsfrihedens og satirens navn laver en produktion som Ellen imellem, så melder etaten sig som endnu en erkendelsesmæssig støjsender i en tid, hvor vi i forvejen slås med misinformation og bevidst som ubevidst undergravning af og mangel på forståelse for videnskabelig praksis. Vi diskuterer det konkrete DR-program — ikke mindst den første udsendelse med Anja C. Andersen — og det mere generelle problem, at en offentlig institution ukritisk dyrker et flydende virkelighedsbegreb og underminerer forståelsen af det grundlæggende forhold, at der en virkelighed derude. Vi kan og bør altid kunne diskutere, hvordan vi afdækker den og med hvilke metoder, men ikke alle påstande er lige gyldige endsige fortjener at få sendetid. Epistemisk forurening er der nok af for tiden. I stedet for at medvirke til at øge den berører vi også, hvordan DR kunne bidrage positivt til vores fælles forståelse af verden. Er YouTube så ringe, som DR mener? Nej, tværtimod. YouTube er både skidt og kanel, men det er ikke svært at finde kanelen, og nogle af verdens bedste videnskabelige formidlere er YouTubers, som ikke behøver pakke budskab og læring ind i ironi og koncept. Her er nogle få af vores favoritter – der er mange flere. Smid dine egne favoritter på Twitter-tråden til denne episode https://twitter.com/silberblom/status/1530096468106915841?s=20&t=4uJHKkQD_utJS66T56Z97g. __ __ Har Delfs ret i, at YouTube kun giver flat earthers og konspirationsteoretikere taletid? Nej – det kan en hurtig søgning på YouTube afsløre.
Omstridt. Hadet. Men også elsket. Og slet ikke blandt de største af slagsen. Vores yndling blandt de sociale medier, Twitter, er kommet ekstra i vælten, fordi en vis Elon Musk har fremsat et købstilbud for at afnotere det fra fondsbørsen og gøre det til et privatejet selskab under hans kontrol. Det er på alle mulige måder usikkert, hvad der kan komme ud af det. Vi bruger noget navlepilleri om vores egen brug af Twitter hver især og mediets vigtige rolle i vores I pandemiens tåge-serie som opvarmning til mere overordnede overvejelser over, hvad Twitters styrker, svagheder og uforløste potentiale er—og om et ejerskab kan komme til at distrahere Musk fra de andre temmelig vigtige ting, som han har gang i.
Her i 2022 er det 40 år siden, at Blade Runner, Ridley Scotts ikoniske scifi-film, for første gang blev projiceret på biograflærrederne. Filmen er på både Klaus’ og Thomas’ top 3 over bedste film i genren, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at den har optaget Klaus mest, siden han så den første gang i en lille sal i Scala som en nok lidt for ung mand. Blade Runner emmer af allegori, men det forhindrer os ikke at lægge ud med at tage filmens teknologi overdrevent bogstaveligt — hvem tager ikke gerne en Voight-Kampf-test? — inden vi spinner os op og ud til forfaldet, dystopien, syntetisk liv, en hårdtslående film noir-detektiv, analog synthesizermusik og replikanternes eksistentielle kamp for at overskride udløbsdatoen i deres biologiske programmering.
Symbolanalytikeren fra den kreative klasse, der tager hjem fra kommunikationsbureauet for kanalisere sin indre håndværker i fritiden, er nærmest blevet en kliché. Industriel fremstilling af produkter i ensartet kvalitet og stort antal er derimod stærkt underkendt, vil vi tillade os at mene. Måske bliver der endda set ned på det her i videnssamfundet? Hvordan det foregår, hvordan man kan tænke fysisk produktion, og hvor meget man skal både kunne og vide for at få det til at lykkes er spørgsmål, som vi prøver at nærme os. Og hvordan det så ligefrem er at vokse op med et industrielt produktionsapparat i familien, og hvordan det kan præge én, har Thomas’ sit helt personlige bud på som svar på en let drilsk provokation fra Klaus. Det skal handle om den fysiske fremstillings fordringer
Hvor vi et par episoder tilbage talte om “sted”, skal det denne gang handle om det mellemliggende: Ikke-stederne, overgangene. Det, der er på grænsen. Det liminale. Vi lader associationerne flyde ml. lufthavne, kyster, et par film med Bill Murray, liv og død, måleinstrumenter og deres dans med virkeligheden, det analoge og det digitale… og barndommens bilfærger i de indre farvande.
Som om pandemien ikke var tragisk nok, har Ruslands illegitime og brutale invasion af Ukraine gjort udtrykket, som vi omskrev for at navngive vores serie af specials om pandemien, sørgeligt aktuelt. På dette tidspunkt, hvor det meste ved krigen er uafgjort og ligger indhyllet i den metaforiske tåge, tager vi fat i nogle af de store overraskelser. Det skal bl.a. handle om digital og memetisk krigsførelse vs. den kinetiske, såkaldt “PR-overherredømme”, kommercielle og civile aktører sværmkoordineret over internet, vedligeholdelse af kørende materiel, logistik og spørgsmålet om en formentlig personlighedsforstyrret despots rationalitet.
Hvad er det med steder? I vores gang omkring den varme grød — nemlig en episode om “tid” — er de tre andre, rumlige dimensioner og nærmere begrebet om “sted” i denne episode stedfortrædende. Vi tager udgangspunkt i et stykke stednostalgisk litteratur. En af os er nemlig forfærdelig stednostalgisk, mens den anden ikke kan — eller ikke vil — forholde sig til det begreb. Satellitbaserede navigationssystemer kan give os positioner med koordinater ud på ganske små decimaler. Der er imidlertid noget mere over steder end bare den rå position. De lader til at have betydning — hvor den så end kommer fra? I et mere eller mindre vellykket forsøg på at nærme sig det bliver det også til en snak om endog meget store kosmologiske skalaer, alpin hjemve, psykologiske behov, evolutionære omstændigheder, steder og ikke-steder i den digitale verden, et par folkeskoler, at finde vej i Tokyo, det amerikanske Midtvesten og Danmarks trafikale svar på det... Fyn?
“Hurtigere, højere” har ikke noget med vinter-OL at gøre, men derimod menneskehedens stræben efter mere og bedre teknologi – eller måske teknologiens stræben efter at blive skabt? Efter et par dystre episoder til at starte sæsonen med vil vi gerne gøre det klart, at vi i bund og grund er optimister: Teknologioptimister. Teknologi kan ikke vælges fra. Vi er som mennesker groet sammen med den for længe siden og er en del af det, som Kevin Kelly kalder . Vi taler om, hvorfor det ikke er en reel mulighed ikke at blive ved med at skabe teknologi, men at vi til gengæld kan overkomme de fleste udfordringer, vi står overfor, med teknologi. Ikke at teknologi kun er af det gode, men netto har summen af teknologi i historiens løb gjort vores liv bedre, lige fra vi fandt ud at at bruge ild og kastede den første sten for at ramme et byttedyr på afstand – og kan fortsat gøre vores liv bedre og være en del af løsningen på de planetære udfordringer, hvis vi satser på at udvikle og bruge det, som ikke forekommer naturligt.
Januarmørke, regn og storm er den perfekte kulisse for at diskutere den seneste udvikling i epidemien i Danmark og det skifte, der er sket i strategien. Det er ingen hemmelighed, at vi – i det store hele – er fortalere for kontrol med smitten, da vi mener, at omkostningerne både menneskeligt og økonomisk ved ikke at have kontrol kan blive endog meget store. Men vi anerkender, at der er andre vinkler, og i episoden forsøger vi at kommentere så sagligt som muligt på de håbefulde, men i vores øjne ikke helt færdigbagte idéer, der især for tiden florerer om COVID-19: Den milde omikron, flokimmunitet, pandemien er snart overstået mv. Vi argumenterer for, at utålmodighed, misforståelser og mangel på data ikke må være styrende for en strategi, hvis udfald har langsigtede konsekvenser. Og fremfor alt, at vi må erkende, at vi ikke har alle data, og at uvisheden stadig er stor, hvorfor probabilistisk tænkning er mere nyttig end ideologisk baseret skråsikkerhed. Vi bliver kaldt alarmister og får at vide, at vi jo bare kan blive hjemme, hvis vi er bange. Det er en del af den “gaslighting”, der pt. finder sted over for dem, der ikke er ureflekterede optimister. Også mod veletablerede forskere, der påpeger, at alt ikke er entydigt positivt, eller som ikke har en baggrund i biomedicin, men i andre felter som kompleksitetsforskning, kemi eller fluiddynamik. Vi er ikke alarmister eller tilhængere af et nedlukket samfund. Tværtimod. Derfor skal vi have styr på smitten: For at undgå den slags indgribende tiltag i fremtiden. Vi kan ikke lade os forblænde af håb, og vi kan ikke lade os styre af en mikroorganisme, der ikke har anden agenda end at bruge vores celler til sin tøjlesløse reproduktion. For vi håber også — men på aktiv handling, ikke mirakler.
I en mørk, coronaramt tid, skal det være lidt hyggeligt. Så vi snakker om klodens mulige undergang med udgangspunkt i den mesterlige satire Dont Look Up. En film, der nok mest er en meteormetafor på klimakatastrofen og vores evne til denial, men som vi vælger at tolke mere bogstaveligt, da det giver os en chance for at tale om store sten fra rummet, katastrofer i gigaton-klassen og hvad vi evt. kan gøre for at undgå dem.
Vi har skrællet pebernødder, kogt brunkager, trukket henholdsvis Nasakasket og nissehue ned over ørerne og rigget et ormehul i tid til, så vi kan sende live på selve juleaftensdag. Mens vi venter på juleaften og lysere tider skal vi tale pandemi, rumfart og erkendelse fra kl. 9.30 til 12.00. Vi vil se tilbage på ikke mindre, end 33 episoder (det er ligeså mange episoder, som der er Raptor-motorer på Starship – coincidence? We think not!) fra 2021 og causere over hvad, der er sket siden da. Det bliver u-scriptet og på slap line, men så har du noget at lytte til, mens du venter. Eller laver mad, passer børn, får en i sidste-øjeblik-PCR-test, eller hvad din dag skal gå med. Fra begge os til alle jer: Glædelig jul og tusind tak for at lægge ører til vores causerier, tanker og rants igennem 2021. Vi venter tilbage i 2022 med mere af samme skuffe.
Vi tager snakken om udviklingen fra det tidlige World Wide Web, Web 2.0 til det, som nu bliver kaldt web3. Hvad startede det med på det tidlige web, hvor er vi nu, og hvad vil fremtiden bringe i form af yderligere distribuering og decentralisering, ikke bare af indholdsproduktionen, men også pengestrømme og ejerskab. Web3 er allerede et omstridt begreb, der har polariseret debatten og afsløret brudlinier i den digitale teknologiverden. Kryptovalutaer og web3 har nemlig et fælles teknologisk stamtræ, og så har web3 nogle decentraliserende kvaliteter, der på sigt kan gøre det svært at være en stor Web 2.0-spiller. Dermed truer web3-paradigmet potentielt giganterne typisk forkortet som FAANG – Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Google på et eksistentielt plan. Vi mener ikke, at man nødvendigvis skal vælge kategorisk side i en teknologisk debat og vælger at gå til fænomenet mere pragmatisk: Som en buket af spændende teknologi med enormt forandringspotentiale.
Constructor theory er et ambitiøs projekt fra Oxford-fysikerne David Deutsch og Chiara Marletto om at formulere et fundament af principper, der kan forklare ikke bare generel relativitetsteori og kvantefysik, men også være basis for alle fremtidige teorier om vores univers. Intet mindre end et fundament for forståelsen af alt, vores virkelighed består af, inklusive de fænomener, der ikke pt. kan beskrives fyldestgørende af de to hovedteorier, generel relativitetsteori og kvantefysik: F.eks. , og det faktum, at virkeligheden tilsyneladende ikke er deterministisk, men faktisk levner rum til fri vilje og til – altså, at tingene kunne have været anderledes, end de er. Hvis Constructor theory holder vand kan den føre til et gennembrud. Hvis ikke er den i det mindste et forfriskende, charmerende og provokerende skub til en teoretisk fysik, der synes underligt stagneret. Vi har læst Chiara Marlettos nye bog om constructor theory: , og kaster os ud i en samtale ikke nødvendigvis med formålet om at formidle, men blot prøve at forstå constructor theory ved at sammenholde den med mere klassisk fysik.
Så gik kongeriget i coronafælden – igen. Desværre ikke overraskende udnyttede virus sine muligheder i de par måneder, hvor COVID-19 ikke var klassificeret som samfundskritisk sygdom. Har landspolitikerne og deres sundhedsfaglige og akademiske rådgivere slet ikke lært noget af sidste efterår, og især også fra udlandet, spørger vi blandt andet i en episode, der handler om undren, kritik og krabasksvingeri, og hvor vi kun glimtvis er løsningsorienterede. Det har vi nemlig været i så mange andre af I pandemiens tåge-episoderne. Særligt forstemmende er det, der lader til at være ligegyldigheden over for den fare, som næste generation bliver udsat for i form af især senfølger: Ved man ikke, at virus også går efter børnene? Eller er det, som vi ser, uklædelig kynisme, politisk opportunisme og sundhedsfaglig dogmatik i en uskøn blanding? Vi taler også om udviklingen i epidemiens nøgletal, én særlig dynamisk model, gør os nogle principielle overvejelser og får sneget en sarkastisk reference til 90’ernes golfkrig ind. The rant is on…
